lørdag den 4. december 2010

Vuggestue eller dagpleje?

Det er et spørgsmål, som mange forældre stiller sig selv, eftersom der er stor forskel på de to tilbud.


Vuggestue vs dagpleje
For den travle familie kan vuggestuen tilbyde en større fleksibilitet, eftersom man ikke risikerer, at skulle have barnet i en gæstedagpleje. Ligeledes har vuggestuerne som regel også længere åbningstider, hvilket harmonere bedre med en travl hverdag.


Derimod er en dagpleje som udgangspunkt et mere trygt miljø for barnet, eftersom det kun skal forholde sig til en enkel voksen og ikke et helt hold af pædagoger.
Ligeledes er der mange, især mindre børn, der ikke kan lide at være sammen med 30+ andre børn. Ulempen er selvsagt at du er 100% afhængig af dit samarbejde med dagplejemoderen, som hun ikke er uddannet til at arbejde med børn.

Fordele ved en vuggestue og integreret institution
  • Barnet lærer at omgås andre børn og overgangen til børnehaven bliver meget nemmere
  • Du skal ikke have dit barn i en fremmed gæstedagpleje ved sygdom eller ferie
  • Dit barn bliver passet af professionelt personale der kender til barnets forskellige behov
  • Hvis vuggestuen samtidig er en integreret institution, så kan barnet fortsætte i den samme institution helt op til skolealderen
  • De 2½-3-årige børn får flere oplevelser og udfordringer i en integreret institution, hvilket gør at de er nemmere at få til at sove om aftenen - de er trættere
Ulemper ved en vuggestue og integreret institution
  • Omgangssyge spredes meget hurtigt i en vuggestue
  • Vuggestue priser er noget højere end en dagpleje plads
  • De store børn kan virke meget voldsomme på en 6-9 måneders baby
  • Ikke alle små børn fungerer særligt godt blandt mange andre børn - ikke trygt!
  • Pædagogerne kan nemt overse et barn, og ikke alle børn får lige meget opmærksomhed
 Fordele ved en dagpleje
  • Mere trygt for det lille barn - skal kun forholde sig dagplejeren og hendes familie
  • Barnet skal kun forholde sig til 3-4 andre børn - ikke 30+ som i vuggestuen
  • Barnet skal ikke være sammen med børn der er ældre end 3 år - hvilket kan være en stor fordel
  • Der er mulighed for en mere rolig hverdag i en dagpleje
  • Smitterisikoen er væsentlig mindre, din familie får således færre sygedage
  • Dit barn lærer at indgå i en familie
  • En dagplejeplads er noget billigere end en vuggestueplads

Ulemper ved en dagpleje
  • I en dagpleje kan de 2½-3-årige børn godt kede sig det sidste halve år, da de savner udfordringer
  • Nogle dagplejemødre lader børnene sove til middag, da de mener at have krav på en "pause". Problemet er dog, at børnene bliver sværere at putte om aftenen, da de kommer veludhvilede hjem fra dagplejen
  • Åbningstiderne er som regel mindre fleksible end i en vuggestue
  • En dagplejemor er som udgangspunkt en ufaglært stilling, der er derfor ingen garanti for pædagogisk opdragelse. Husk dog, at der er løbende pædagogisk tilsyn fra kommunen!
  • Ikke alle dagplejer har det rette engagement, husk derfor altid at forhøre dig hos andre forældre i nabolaget
  • Ved sygdom, ferie, afspadsering osv. skal dit barn anbringes i en gæstedagpleje, hvilket ikke alle børn har nemt ved, dette gælder især de mindste børn
  • Ved gæstedagpleje kan du nemt risikere, at skulle aflevere dit barn i et helt fremmed hjem, tidligere var der faste gæstedagplejere i mange kommuner. Faste gæstedagplejere er desværre sparet væk i de senere år
Fordele og ulemper ved en privat dagpleje
En privat dagpleje er noget anderledes end den kommunale dagpleje, da en privat dagpleje jo i princippet er en selvstændig virksomhed.
Fordele ved en privat dagplejer er, at du nemmere kan lave aftaler om fx fleksible åbningstider mm. En privat dagplejemor er ofte også billigere end den kommunale dagpleje, og du kan som forælder stadig få offentlig tilskud og søskenderabat.
Ulemper ved en privat dagpleje er, at der ikke er samme fleksibilitet ved sygdom og ferie, du kan således ikke være sikker på at have en pasningsmulighed. Ofte samarbejder de private dagplejere dog, men du vil med garanti opleve situationer, hvor du bliver nødt til at tage fri fra dit eget arbejde.
En privat dagpleje er ikke under pædagogisk opsyn fra kommunen, og du kan i værste tilfælde risikere situationer som aldrig ville være opstået i en kommunal dagpleje.
En privat dagpleje er meget subjektiv og følelsesbetonet beslutning, nogle kan få det at fungere mens andre ikke kan, men for langt de fleste familier vil den almindelige kommunale dagpleje være en bedre løsning.

0 comments:

Send en kommentar