Fra datingapp til sædbank
Da terapeuten Chamise Alston var klar til at få barn, slog hun computeren til, forbandt den til tv’et og gennemgik donorprofiler sammen med sin bedste veninde. En almindelig millennialbrudder havde måske været på datingapp, men Alston søgte i en sædbank. Vinteren 2023 valgte hun en donor og blev gravid med sit nu 16 måneder gamle datter gennem kunstig befrugtning.
“Jeg ville altid være mor,” siger den 40-årige Alston. “Da jeg indså, at der var en vej for mig til at blive mor uden et forhold, har det altid været min mission.”
Alston er en del af en voksende gruppe sorte kvinder, der aktivt vælger at blive enlige mødre – kaldet SMBC’er – gennem kunstig befrugtning, insemination eller adoption. Hun føler sig bemyndiget ved at have kontrol over sit eget reproduktive liv.
Et fællesskab uden dømmende blikke
Jennifer Cruz, en afro-latin kvinde fra New York, tilsluttede sig organisationen Single Mothers by Choice tilbage i 2014, da hun var 29 år. Dengang var hun den eneste kvinde af farve i gruppen – nu er netværket betydeligt mere mangfoldigt. “Sorte kvinder kan gøre dette også, og det er måske ikke den nemmeste vej, men det er muligt,” siger den 41-årige Cruz, som har en 11-årig søn fra kunstig befrugtning og en 4-årig datter fra sit tidligere ægteskab.
Jamila Galloway, en 44-årig marketingchef fra Washington D.C., gennemgik ni inseminationer og otte kunstige befrugtninger over flere år, før hun blev mor for seks måneder siden. Hun finder fællesskab i Mocha Moms Inc, et nationalt netværk for mødre af farve med 75.000 medlemmer på Facebook.
“Jeg kalder det et fristed, hvor man kan være sårbar og tale uden at blive dømt,” siger Clarice Doctor, leder af Mocha Moms’ netværk for enlige mødre.
Færre donorer, samme styrke
Men sorte kvinder møder særlige udfordringer. Mindre end 3 procent af givere på amerikanske sædbanker er sorte mænd – derfor blev Galloways datter skabt med sperm fra en hvid donor. “Sort kvinder har ikke altid kontrol over de muligheder, der er til rådighed, men vi finder altid en vej,” siger Galloway, som nu hjælper med at øge udbuddet af sorte og brune donorer.
Jennifer Cruz fandt kun tre donorer, der matchede hendes puerto ricansk arv. Da hun fødte sin søn, insisterede hospitalspersonale på, at hun søgte om WIC – en føderalprogram for lavindkomstfamilier – selvom hun tjente for meget. En socialarbejder kom endda ind på hendes værelse og spurgte, om hun ville adoptere barnet væk.
“Hvis jeg havde været hvid på hospitalet, ville de have gjort det?” spørger Cruz kritisk. Sorte enlige mødre har længe været negativt portrætteret i amerikansk medier og politik, ofte forbundet med fattigdom og dårlige valg – et billede som mange af disse kvinder nu aktivt modsætter sig.
Motherhood uden hierarki
Alston og Galloway, der er kusiner, har støttet hinanden gennem glæder og udfordringer ved at være enlige mødre. De udveksler babytøj med andre sorte mødre og arrangerer vanglesdage sammen.
“Der er intet slogan som ‘motherhood’,” siger Galloway, som er overrasket over sit samfunds entusiasme for at yde hjælp. “Min datter vil formentlig spørge: ‘Hvor mange tanter har jeg?'”
Selv om forfatteren og kulturkritikeren Jamilah Lemieux advarer mod, at termen “SMBC” kan skabe et hierarki – hvor enlige mødre, der aktivt valgte det, værdisættes højere end kvinder, der blev single mødre gennem omstændigheder – ser disse sorte kvinder på det som bevis for, at de ikke behøver en partner for at skabe det liv, de ønsker sig.
“Jeg tror, vi ændrer fortællingen. Vi går ind i det med åbne øjne, forstår hvad der forventes af os – i modsætning til dem, der går ind i et forhold og derefter bliver overladt til sig selv,” siger Alston.