En fødsel på grænseland
Det var dårligt tidspunkt at få barnet. Awa Diba gik i arbejde blot 24 timer før Senegals sundhedsarbejdere skulle strejke. Hospitalet lagde planer om at begrænse sig til nødvendig behandling. Hun, som var uddannet sygeplejerske, vidste præcis, hvad det betød.
“Der var meget skrigen,” siger hun. “Jeg så ting på hospitalet, der chokerede mig.”
Hendes fødsel varede 24 timer. Hendes mand og familie var ikke til stede. Hun delte værelse med fire andre gravide kvinder. Revner løb gennem loftet. Ventilatoren fungerede ikke. Elektriciteten var ustabil. Nogle værelser havde klimaanlæg, andre ikke.
Et sundhedsvæsen på kanten af sammenbrud
Senegal har 5.236 registrerede læger, heraf 4.407 i den offentlige sektor ifølge Senegals Medicinalråd. Det lyder måske tilstrækkelig – indtil man hører, hvad der mangler.
“Hvordan kan vi tale om kvalitet i behandlingen, når hospitaler mangler basalt udstyr, og patienterne må rejse hundredvis af kilometer for at få en diagnose?” spørger dr. Marc Manga, medlem af lægeforeningen SAMES i Ziguinchor.
I september 2024 gik læger, farmaceuter og tandlæger på strejke for anden gang på en uge. SAMES kræver mere ansættelse, bedre lønforhold, bedre pensioner og større investering i hospitaler – især uden for hovedstaden Dakar. Fagforeningen har ventet siden 2023.
Gælden, der stjæler fra sundhedsvæsenet
Senegal er nu olieproducerende land med 6,7 procents økonomisk vækst i 2025. Men landet bærer en lammende gældbyrde. Det internationale Pengefond (IMF) anslår, at Senegals statsgæld ligger på 132 procent af bruttonationalproduktet – højere end forventet.
Da præsident Bassirou Diomaye Faye tog over, afslørede regeringsrevisioner hidtil skjult låntagning. Mellem 2023 og 2024 reviderede IMF gældsestimatet fra 74,4 procent til 111 procent af GDP.
Paradokset er slående: Senegal producerer mere rigdom, men har mindre råderum til at bruge den på sundhed, uddannelse og sociale ydelser. Samtidig svinder amerikanske bistandsmidler til hiv-, malaria- og reproduktiv sundhed.
“Vi venter,” siger dr. Diabel Drame, fagforeningens generalsekrertær. “Vi håber og følger op. Desværre får vi intet brugbart svar.”
Frygt blandt patienterne
Awa Diba overlevede fødslen – og hendes datter Myriam blev født helt og sundt. Siden besluttede hun at blive hæmatolog for at behandle cancer-, leukæmi- og seglcellsygdomspatienters.
Men det første, hun bemærker blandt sine patienters, er frygten. “De er bange for at dø. Når de kommer ind, tænker de: ‘Jeg kommer aldrig ud herfra. Jeg dør her.’ Hospitalet er for ofte sidste udvej,” siger hun.
Mennesker venter, til deres sygdom når slutstadiet, før de søger offentlig hjælp – fordi offentlig ikke betyder gratis. Konsultationer, tests, medicin og behandling koster alle sammen penge. Så de venter på at spare sammen.
“Jeg vil ikke, at min datter skal opleve det her,” siger Awa Diba. Barnet blev kaldt Myriam efter den koraniske figur, der mødte fødselens smerte og enselighed. For Diba er navnet også et løfte – om et bedre sundhedsvæsen end det, hun har oplevet.